Søs Fenger fortolker sine største hits i nye akustiske versioner. Albummet ”Stjernenat” udkommer 16. november. For første gang siden 2000 er Søs Fenger aktuel på et helt album med egne dansksprogede popsange. ”Stjernenat” er en samling af 10 af hendes mest populære melodier og tre helt friske numre, der er forløst i samme elegante, akustiske stemning og med Søs Fengers varme stemme i topform. ”Stjernenat” kaster nyt lys over kendte sange som ”Du er”, ”Inderst inde”, ”Sidste time” og ”Hvor end jeg går hen”. Det er sange, der i gennem 25 år har været blandt de mest elskede popsange på dansk og fortsat har fast plads i radioen. Sammen med klassikerne lander også tre helt nye popsange fra Søs Fengers hånd. ”Evighed af dig” er en akustisk ballade med en mild skandinavisk klang, ”Stjernenat” er et drømmende håb om bedre tider skrevet en nat på Mallorca, mens ”Du og jeg” er et familieprojekt, hvor musikken er skrevet af hendes 18-årige søn August og hans far, Henrik Janson. ”Det er vigtigt, at pladen også kigger fremad. Det er ikke bare en amagerhylde fuld af gamle minder,” siger Søs Fenger. Fundament til ”Stjernenat” er blevet lagt på landeveje og spillesteder gennem de sidste 10 år. Søs Fenger har spillet landet tyndt sammen med sin faste trio, der tæller guitaristen Jonas Krag, Fredrik Damsgaard på bas og Steen Rasmussen ved tangenterne. Holdet har gradvist flyttet sangene nye steder hen og udviklet de arrangementer, man hører på ”Stjernenat”. ”Jeg beder altid drengene om, at det ikke skal være lige-ud-ad-landevejen. Musikken må gerne få lidt kant, og der er vigtigt, at sangene altid lyder friske,” forklarer Søs Fenger. Hendes filosofi er i studiet blevet forløst af produceren Rune Nissen-Petersen (Tim Christensen, Rasmus Nøhr) og krydret med trommeslageren Emil de Waal og sangerne Vicky Singh og Maria Køhnke. Selv om ”Stjernenat” udkommer, vil sangene blive ved med at udvikle sig, og Søs Fenger turnerer videre gennem efteråret og vinteren sammen med sine akustiske legekammerater. Se alle datoer på www.sosfenger.dk For yderligere information: kontakt venligst Karen Vincent: karenvincent@emimusic.com
SØS FENGER - NYE AKUSTISKE LIVE KONCERTER Søs Fenger er kendt og elsket af de fleste danskere gennem flere generationer. Nu får du chancen for en uforglemmelig aften i selskab med Søs Fenger og hendes store hits som ”Du Er”, ”Holder Øje Med Dig” samt en række af Søs udvalgte ynglingssange, både fra eget repertoire men også fra det store, skønne hitkatalog fra hendes favorit sanskrivere. Glæd dig til en intim aften, hvor Søs er i tæt kontakt med publikum og undervejs også vil fortælle og øse ud af sine mange oplevelser, erfaringer fra livet som sangerinde og ikke mindst om sin store passion; musikken og de mange gode sange! Søs Fenger startede sin karriere som popidol i News og har siden som solist bevæget sig rundt i mange genrer – pop, rock, jazz, viser, disco - og det både på dansk, svensk og engelsk; På én gang har Søs Fenger således på forunderlig vis formået at forvalte både sine musikalske interesser og sit store talent og holdt fast i den svære kunst, at have sig selv og publikum med hele vejen. Derfor har vi i dag så forskellige - men alle blivende sange - som; Du Er, Elsker Dig, Holder Øje Med Dig, Vinterdage, Crying In The Rain, Kun Et Kys Herfra, Tivoli i Regnvejr, Her Står Jeg Igen, Koldt Udenfor, Sæsonen Er Slut, En Gammel Flamme, og Beverly Way, sange, som forener sødme og styrke, der samtidig forklarer, hvorfor Søs Fenger er blevet rollemodel for mange piger - og tillige drengenes darling, i flere generationer. Gennem årene er der også blevet plads til spændende konceptprojekter; On Holiday (Søs synger Billie Holiday), Nøglen Til Paradis(Søs synger Bent Fabricius-Bjerre), A Jazz Romance (Søs synger Östen Warnebring med DR bigband) og mangen optrædener med alt fra DR underholdningsorkestret til store og små støtteprojekter, filmsange, cirkus optrædener, musicals, støtteprojektet Inderst Inde. Med disse projekter har Søs Fenger cementeret en stærk og troværdig profil og hvad mere er, sået en lang, perlerække af klassikere. I den spændende periode, som altid ligger forud for et nyt album - en uforudsigelig og lang proces hvad enten det er til noget nyt eller tilbage til noget velkendt - får publikum lejlighed til at møde Søs, i tæt kontakt mellem sangerinden i front, en stjernebesætning af musikere og publikum. Søs Fenger - Akustisk live Søs Fenger, vokal og guitar m.m. Fredrik Damsgaard, bas, kontrabas Jonas Krag, guitarer Steen Rasmussen, tangenter Yderligere oplysninger og booking – direkte til artist management: Annetta Elmo Management v. Annetta Elmo TEL: +45 70 201 202 - Mob: +45 20 731 055 www.sosfenger.dk
Roser til Søs Fengers vuggeviser En uges tid efter udgivelsen af sit nye album med vuggeviser kan Søs Fenger allerede glæde sig over, at cd’en hører til blandt de mest solgte plader i Danmark i øjeblikket. Albummet, som er produceret i samarbejde med den verdenskendte bassist Chris Minh Doky, får også rosende ord med på vejen af flere anmeldere og almindelige ”dødelige” forældre: Alt for damerne * * * * * ”… Det er faktisk lykkedes hende at skabe et album, der både er til børn og voksne. Det meget delikate musikalske akkompagnement føjer nye aspekter til de gamle sange og gør albummet til en dejligt afslappende og livsbekræftende oplevelse.” Tine Bendixen Information ”Man kunne sikkert finde et eller andet ondskabsfuldt skæg med adjektivet ’søvndyssende’ i den sammenhæng, men det vil være synd, thi det er en gennemført vellykket lille plade, der er kommet ud af anstrengelserne. Og en behagelig reminder om de både vidunderlige melodier og indfølte tekster, det er blevet til på vort forbistrede modersmål i denne alt andet end lette genre.” Klaus Lynggaard Jyllands-Posten * * * * ”De poesi-agtige vignetter i bookletten passer meget godt med musikken. Den er nysselig, beroligende […] Og sådan skal det vel være, når sangene er nogle af de mest kendte danske vuggeviser…” Jakob Andersen Fyens Stiftstidende * * * * ”Sammen med bassisten Chris Minh Doky leverer Søs Fenger musikalsk terapi og afstresning for øregangen til både far, mor og børn.” Susanne Siig Far til datter på 6 måneder ”Sangene på albummet er så smukt fortolket, at jeg hele albummet igennem sad med en klump i halsen, der til sidst afløstes af et kæmpe smil. For endelig har jeg noget musik, som min 6 mdr. gamle datter vil få glæde af mange år frem, og som klart og tydeligt giver hende den musikarv, som jeg så gerne vil give hende.” Martin Nielsen, Odense
SE VUGGEVISER VIDEO
GOD KEMI ! - EN AFTEN MED SØS FENGER & BENT FABRICIUS-BJERRE Det bliver både Søs Fenger’s egne, største hits som Holder Øje Med Dig, Inderst Inde og Sidste Time, samt perler fra Bent Fabricius-Bjerre’s ældre sangskat på denne enestående aften, hvor publikum får en sjælden chance, både for at opleve Søs Fenger og hendes ynglings sange, i et solo sæt, fra eget repertoire. Samt sangerinden og Bent Fabricius-Bjerre, som i et fælles sæt, vil være live på scenen samtidig i et forrygende, musikalsk stævnemøde. Søs og Bent kaster sig over sange som Duerne Flyver, Forelsket I København, Kærlighed Der Lyser(fra musicalen Havfruen) med mange flere. Der vil også blive fortalt sjove anekdoter fra deres kunsterliv, lidt om tekstforfatterne, samt Bent om hans meget spændende virke som komponist. Musikken er i højsædet så mon ikke også publikum er heldige at få klassikere som Matador og Alley Cat,. At Søs og Bent optræder sammen beror på at arrangøren fik den gode ide, samt at Søs Fenger i 2004 indspillede albummet Nøglen Til Paradis, som udelukkende indeholdt Bent’s sange; »Pladen var Bents ide. Vi mødtes på Mallorca, hvor vi underholdt et privat selskab med nogle jazz-sange, og det fungerede rigtigt godt. Vi havde en god kemi,« siger Søs Fenger. Søs Fenger har haft en lang musikalsk karriere, der har dækket stort set alle genrer. Men det var hendes mere end ti år gamle On Holiday-plade, der åbnede Fabricius-Bjerres ører op for hendes særlige talent. »Jeg gav Søs min sangbog, fordi jeg havde fået den ide, at hun skulle indspille en CD med de af mine numre, som lå bedst for hende,« siger han. »Bent kom på det helt rigtige tidspunkt i mit liv. Jeg var udbrændt efter at have arbejdet hårdt med min sidste plade. Jeg var helt tom i bolden og vidste ikke, hvor jeg ville hen. Ideen med at indspille Bents sange passer fint ind i min tema-plade produktion. Og de her sange var en ren foræring,« siger Søs Fenger. (interview uddrag fra BT/Jytte Kjærgaard). Glæd dig til en aften med god kemi! www.sosfenger.dk
Søs Fenger har formået at holde en troværdig profil og berettigelse som en af de få kvinder, der siden ’80’erne stadig har sin plads på den danske musikscene som respekteret sangerinde. Både når hun er eksperimenterende og hun bevæger sig i poppens lettere verden er det med høj kunstnerisk værdi og hendes højstatus er bevaret blandt det unge såvel som ældre publikum. Dette er vel også en af grundene til hun bliver ”årets sangerinde” (DMA 2003). Som sangerinde med en kendisgrad på 95% i DK og en stor karismatisk scenepersonlighed rummer Søs Fenger fortsat en betydelig, bred og aktuel folkelig appeal. Med det nye album, Nøglen Til Paradis, hvor Søs synger Bent Fabricius-Bjerre, bringer hun sig atter i den danske musik’s midterbanen på den troværdige måde. Albummet indeholder Bent Fabricius-Bjerre sange, hvoraf flertallet stammer fra kendte og ukendte, gamle danske filmklassikere. Producerbrødrene Janson’s stilsikre produktioner tager på en gang udgangspunkt i det klassiske, filmiske, danske lydunivers og peger samtidig fremad i kraft af en ny produktion med ”live-on-tape” indspilninger og stryger og blæserarrangementer. Netop dette miks af Søs, Bent Fabricius-Bjerre og Janson brødrene er styrken og omdrejningspunktet i en enkel men bred og nærværende CD, som på en gang kræver tilbageblik; i Søs’ karriere (genremæssigt fra den danske, folkelige Vinterdage til den jazzede On Holiday og loungestemningen på Kun Et Kys Herfra), og i den ”80 år i 2004 stadig aktuelle” og folkekære Bent Fabricius-Bjerre’s elskede sangkatalog, og peger frem med de nænsomt nyfortolkede sange på CD’en. Udover medvirkende fra en række af svensk musiklivs allerbedste musikere synger Søs Fenger duet med Nikolaj Lie Kaas ”Stilleleg for voksne”. Nedenfor kan du læse Torben Bille’s biografi, venligt stillet til rådighed af Torben Bille, hovedredaktør af Politikens Dansk Rockleksikon 1956-2002. Mere om NØGLEN TIL PARADIS finder du andet steds på sitet.